Vedtægter for Hareskov svømmeklub (HIF Svøm)
1) Navn og formål
-Foreningens navn er HIF Svøm med hjemsted i Hareskovby, 3500 Værløse, Furesø kommune; organiseret som en økonomisk selvstændig forening tilknyttet Hareskov Idræts Forening.
-Foreningens formål er at udbrede interessen for – og samle områdets beboere af alle aldre til udøvelse af svømning.
2) Medlemskab
-Foreningen er åben for alle, som tilslutter sig formålet, og der kan optages såvel aktive som passive medlemmer.
-Udmeldelse skal ske skriftligt med mindst en måneds varsel.
-Æresmedlemmer kan på bestyrelsens forslag udnævnes efter en generalforsamling.
3) Kontingenter
-Bestyrelsen fastsætter kontingent for såvel aktive som passive medlemmer.
-Kontingent betales forud.
-Betales kontingentet ikke rettidigt, kan der tillægges et strafgebyr.
-Ved kontingentrestance udover 2 måneder slettes den pågældende af foreningen, og vedkommende skal ved evt. senere optagelse betale gammel gæld. Bestyrelsen er dog berettiget til, hvor særlige grunde taler herfor, at bemyndige et medlem kontingentnedsættelse eller - frihed.
-Ingen kan deltage i træning eller andre arrangementer uden at være á jour med kontingentet.
4) Regnskab
-Foreningens regnskabsår er kalenderåret.
-Årsregnskabet omfattende drift samt status skal afleveres til revision senest den 1. februar.
-Regnskabet revideres enten af 2 medlemmer valgt ved generalforsamlingen eller af 1 erhvervsdrivende revisor.
-Foreningens midler indsættes i pengeinstitut, og bestyrelsen udpeger de medlemmer, der hver for sig må disponere over de pågældende midler.
-Den kontante kassebeholdning skal være mindst mulig og må ikke overstige kr. 1000,-.
5) Bestyrelsen
-Foreningens anliggender ledes af en bestyrelse på mindst 3 økonomisk myndige medlemmer, som er valgt på den årlige generalforsamling af såvel aktive som passive medlemmer, der er fyldt 16 år. Der er mulighed for at en ungdomsrepræsentant kan vælges som bestyrelsesmedlem, og udover bestyrelsens ordinære medlemmer kan der vælges suppleanter til bestyrelsen.
-Foreningen tegnes af formanden i forening med kassereren. Bestyrelsen skal inden udgangen af februar måned indkalde til generalforsamling; men fastsætter i øvrigt selv sin forretningsorden, og den fører protokol over de afholdte møder samt de trufne beslutninger. Protokollen godkendes af de tilstedeværende medlemmer ved det følgende bestyrelsesmøde.
6) Generalforsamling
-Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed, og den årlige generalforsamling afholdes i marts måned med følgende dagsorden:
*Valg af dirigent.
*Bestyrelsens beretning
*Forelæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse.
*Forslag fra bestyrelsen, herunder forelæggelse af det kommende års budget.
*Forslag fra medlemmerne.
*Valg af bestyrelse og suppleanter.
*Valg af revision, enten 2 medlemmer eller 1 erhvervsdrivende revisor.
*Eventuelt.
-Forslag, som ønskes behandlet, skal indsendes til foreningens adresse senest 1. marts.
-Generalforsamlingen indkaldes inden udgangen af februar måned, og med mindst 8 dages varsel, ved skriftlig indkaldelse direkte til medlemmerne samt ved opslag. Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset de fremmødtes antal.
-Beslutninger tages ved simpelt stemmeflertal.
-Afstemning kan ske ved håndsoprækning, men skal ske skriftligt, når 1 medlem kræver det.
-Stemmeret kan ikke udøves ved fuldmagt.
-Alle medlemmer, som er fyldt 16 år, har stemmeret.
-Ændring af foreningens love kræver et flertal på ¾ af de afgivne stemmer.
-De på generalforsamlingen vedtagne beslutninger og behandlede sager indføres i foreningens forhandlingsprotokol.
-Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen ønsker det, eller når 20 stemmeberettigede medlemmer indgiver skriftlig begæring om, hvilke emner der ønskes behandlet.
7) Relationer til andre organisationer
-Såvel foreningen som dens medlemmer underkastes de regler, der gælder for Dansk Idræts Forbund og specialforbundene.
8) Vedtægtsændringer, herunder opløsning af foreningen
-Alle medlemmer, der er fyldt 16 år, har stemmeret.
-Ændring af foreningens love kræver et flertal på ¾ af de afgivne stemmer.
-Beslutning om foreningens ophør kan kun tages på to hinanden følgende i denne anledning indkaldte generalforsamlinger. Disse skal afholdes med mindst én måneds mellemrum. Såfremt der på begge disse generalforsamlinger er ⅔ af de afgivne stemmer for beslutningen, opløses foreningen. Generalforsamlingen vedtager, hvorledes foreningens eventuelle overskud skal tilfalde almennyttige formål, primært til fordel for ungdomsaktiviteter i Hareskovby, Furesø kommune.
-Disse love, der er vedtaget på generalforsamlingen den 5. april 2008, afløser foreningens tidligere love.